Klatring i Perus hvide bjerge

Månen lyser, og pandelampen er zoomet ind på de forsigtige bevægelser, som foregår højt over mit hoved. For højt, for alt, hvad jeg kan se, er et alt for tyndt reb, som leder op til Sveinung. Jeg slukker pandelampen, da den alligevel kun kan henlede opmærksomheden på, hvor langt han har ned til sidste sikring. I mørket kan jeg bedre ud fra lydene og hans pandelampes flakkende skær danne mig et indtryk af, hvilke problemer han kæmper med.
Natten genlyder af hammerslag, men lyden afslører alt andet end fast klippe. Det er efterhånden blevet tydeligt, at det er frosten, som holder på bjergets former. Så vi klatrer på lånt tid. Solen venter ikke.
Et signal til at jeg kan komme, river mig ud af mine tanker. Jeg er hurtigt oppe ved den stejle klippevæg, hvor klatringen foregår - med isøkser i hænderne og steigeisen under fødderne - på tynde lister og smalle hylder. Nydelig klatring, men hvert eneste riss i klippen afslører, at den er issprængt. Boltene, som Sveinung har banket ind for at forkorte et eventuelt fald, kan trækkes ud som søm med en lægtehammer. Frosten har gjort sit arbejde grundigt, og sprængt klippen i stykker, men samtidig er det den, som holder sammen på skidtet.
Jeg når op til Sveinung, som for at få fodfæste har hakket en lille platform i isen inderst i et klippehjørne. Han trygler mig om at finde en god sikringsplacering hurtigst muligt, idet jeg fortsætter op forbi ham. Jeg får sat en nogenlunde isskrue efter 25 meter…

Til toppen af siden

 

Med ski i 8000 meters højde

Mens jeg forgæves skuer ud i den tætte tåge efter bare et lille strejf af opklaring, træder jeg ud på sneskråningen. Mit håb om at kunne stå ned fra 8000 meters højde på telemarkski svinder langsomt. Med ét forsvinder fødderne under mig, og jeg mærker den ubønhørlige acceleration mod klipperne under mig. Kloen øverst på skistaven, som jeg holder i den ene hånd, bider ikke i den hårde sne. Rent instinktivt koncentrerer jeg min kropsvægt over isøksen, som jeg har fået greb om med begge hænder. Mens klipperne nærmer sig faretruende, mærker jeg langsomt farten aftage. Da jeg endelig stopper, kommer iltunderskuddet som et chok: Jeg er ved at kvæles, flår jakken op i et forsøg på at få luft, hyperventilerer...

Til toppen af siden

 

 

Mod toppen uden ilt

Jeg bander lidt indvendig over de store luffer, som gør det yderst besværligt at holde om den forskydelige rebklemme på det faste reb. Samtidig er den elektriske forbindelse til mine fodvarmere røget, så jeg må undvære den luksus. Terrænet er ikke voldsomt stejlt op mod "balkonen" i 8500 meter, men jeg har alligevel besvær med at holde 15 skridt mellem pauserne. Nima Dawa, som går bag mig, prøver at opmuntre: "Du skal bare tage flere skridt mellem nogle kortere pauser!" Ja, det kan han sagtens sige bag sin iltmaske. Vejret er dog flot: måneskin og vindstille over skyhavet i dalene. Jeg beslutter at prøve at klare mig uden den store yderluffe på den ene hånd. Det hjælper lidt. Til gengæld dukker næste problem op i form af en række hurtige klatrere fra normalruten. Jeg bryder mig ikke om, at flere belaster samme reb. Mine tanker går i retning af at vende om, men så bliver jeg alligevel interesseret; hvad sker der efter "balkonen"? Hvis bare jeg kan holde trit med Jan, så går det nok. Da vi når "balkonen", får jeg ny energi. Over mig rejser sydtoppen og den sneklædte kam over til hovedtoppen sig, badet i det rødlige skær fra solen, som står op over Tibet. Det ser ud til at være fin klatring!

Til toppen af siden