Eventyrkonsulenten
- din professionelle vejleder i bjergene

Besøgende:
Hit Counter
Opdateret:
29-06-05
Forside
Hvem er jeg?
Kurser
Bjergføring
Oplevelsesture
Forudsætninger
Rådgivning
Foredrag
Artikler og fotos
Henvendelser

 

Hvem er jeg?

Allan_i_Khumbu-isfaldet.jpg (5202 bytes) Allan Christensen, født 1965. Uddannet cand. scient. i fysik/matematik, gymnasielærer og autoriseret klatreinstruktør på klippe (Dansk Bjergklub) og is (Svenska Klätterförbundet). Mangeårig erfaring fra klatring og skiløb over hele verden: ekspeditioner, bjergføring og undervisning.
Klatring og skiløb har givet mig enestående naturoplevelser fra Norden, Alperne, Alaska, Peru og Himalaya, bl.a. Mount Everest, hvor jeg i maj 2000 satte dansk højderekord uden ilt. Disse erfaringer og oplevelser kan du nu få del i...

Læs mere om:

Klatreopdragelse             Autorisation             Klatre-CV         Refleksioner

Allerede fra begyndelsen af min klatrekarriere i midten af firserne havde jeg en drøm om at bestige Mount Everest, og uden ilt. Men efterhånden som mit kendskab til klatring blev større, blegnede interessen for bjerget til fordel for mere økonomisk overskuelige projekter samt større klatretekniske udfordringer. Men drømmen bestod, og beretningerne fra Dansk Himalaya Selskabs ekspeditioner gjorde sit til at vedligeholde interessen. Jeg tænkte faktisk, at jeg måske med tiden ville blive inviteret med på en ekspedition til Himalaya. Dét skete så i foråret ’99, men jeg havde allerede i ’90 købt forskelligt udstyr med Everest i tankerne: tålmodighed er en dyd, specielt i højdeklatring!

Klatreopdragelse
Jeg fik min klatreopdragelse i Norge i årene ’84-’88, hvor jeg dels boede et år og dels deltog i flere norske kurser: Først i brevandring (’86, færdsel på gletscher) og siden kurser i fjeldklatring (’87) og isklatring på frosne vandfald (’88). Mit første møde med Alperne fandt sted i sommeren ’87, hvor jeg stod for at føre en gruppe bekendte op på Mont Blanc. Jeg havde aldrig tidligere besøgt Chamonix-området, men syntes dog jeg havde en baggrund fra flere års friluftsliv i Norge, som gjorde projektet forsvarligt. Alperne fik siden større betydning for mig som legeplads, særligt da jeg blev medlem af Dansk Bjergklub i ’90, men jeg vender dog gang på gang tilbage til Norge. Jeg foretrækker nemlig en lang anmarch frem for kø på ruterne, for oplevelsen af den omgivende natur er nu større, når man bare er et to-mandsreblag. Jeg har derfor oftest besøgt Mont Blanc massivet i vintersæsonen, hvor man bedre kan have ruterne for sig selv, og hvor man samtidig kan gå skiture.
Jeg har en forkærlighed for ruter på is eller i blandet terræn: is, sne og klippe. Til gengæld har jeg svært ved at motivere mig, når det gælder én-reblængdesklatring. Hvis jeg skal klatre klippe, så skal det helst være længere ruter, evt. af alpin karakter. Der skal gerne være en oplevelse af naturens storslåethed knyttet til en klatretur, og derfor appellerer klatrefelter, hvor man klatrer korte ruter på stort set samme sted, ikke voldsomt til mig.

Autorisation
Pudsigt nok blev jeg omkring ’94 alligevel involveret i arbejdet med en dansk norm for instruktører i klippeklatring (typisk én-reblængdesklatring). Siden ’95 har jeg således virket som autoriseret klippe-klatreinstruktør under Dansk Bjergklub. Denne uddannelse er siden blevet internationalt godkendt. Så skal man i dag lære at klatre på klippe, så bør man sikre sig, at instruktøren har et UIAA-certifikat. Jeg har selv siden bestået den svenske instruktøreksamen i isklatring (’99).

Klatre-CV
Af klatrede ruter kan nævnes foruden 11 ture til Mont Blanc:
Alpin klipperute: Søre Dyrhaugstind fra Bandet, Hurrungane, Norge (’87)
Frosset vandfald: Haugfossen, Hemsedal, Norge (’88)
Diverse klipperuter: Blue Mountains og Mount Arapiles, Australien (’89)
Frosset vandfald: Tuvfossen, Hemsedal, Norge (’90)
Is og sne: Couloir Gervasutti, Mont Blanc du Tacul, Chamonix, Frankrig (’90)
Travers ad klipperyg: Arête Kuffner, Mont Maudit, Chamonix (’91)
Is og sne: Voie des Suisses, Les Courtes, Chamonix (’91)
Travers ad klipperyg: Store Skagastölstind - Gjertvasstind, Hurrungane, Norge (’92)
Frosset vandfald: Grötenutfossen, Hemsedal, Norge (’93)
Travers ad klipperyg: Aiguilles de Chamonix, Midi - Blaitière, Chamonix (’93)
Travers ad klipperyg med ski, Torfinnstinderne, Jotunheimen, Norge (’94)
Diverse fler-reblængders klipperuter: Nissedal, Norge (’95)

Hvor mine ture i studietiden havde været efter devisen" størst oplevelse for færrest penge", så kom de længere udlandsrejser til Alaska og Peru i sommermånederne efterhånden ind i billedet. Dette holdt frem til begyndelsen af ’99, hvor jeg tog orlov fra min gymnasielærerstilling for at kunne dyrke klatring og skiløb på fuld tid.

Eksempler på senere klatrede ruter:
Bestigning med telemarkski af West Buttress, Denali (Mount McKinley), 6193 moh., Alaska (’96)
Blandet terræn: Linceul/The Shroud, Grandes Jorasses, Chamonix (’97)
Blandet terræn: Ny rutevariant "Scandinavian Direct" på Ranrapalca, 6162 moh, Peru (’97)
Is og sne: Huascarán Sur, 6768 moh, Peru (’97)
Blandet terræn: Ny rutevariant på Artesonraju, 6025 moh, Peru (’98)
Frosne vandfald: Cascade du Grand Clot, La Grave, Frankrig. Juvsøyla, Rjukan, Norge (’99)
Blandet terræn: Supercouloir Direct, Mont Blanc du Tacul, Chamonix (’99)
Bestigning af Kienshofer-ruten, Nanga Parbat, 8125 moh, Pakistan (’99)
Nåede 8700 meter uden ilt på Mount Everest, Nepal ad Sydcouloiren (’00)

Ubestegne 6000-meter toppe i Nepal (Pandra og Danga), efteråret '02

Guidet tur til toppen af Pik Lenin (7134 moh), Kirgistan '04

Muztagh Ata (7546 moh) på ski, 3000 højdemeter op og ned på 19 timer, Kina '06

Haugfossen og Lipton, isruter i Rjukan, '07

Eiger Nordwand, den længste af de klassiske nordvægge i alperne ad 1938-ruten, april '07

Cassin Ridge på Denali, Alaskas højeste bjerg: 2500 højdemeter kold klatring på 63 timer tur/retur, juni '08

Refleksioner
Klatring er for mig en sport, som dyrkes i naturen. Den indeholder et konkurrencemoment, men det drejer sig ikke om at besejre naturen, – der kan man alligevel aldrig vinde – men snarere sig selv. Ligeledes er naturoplevelsen i centrum: Dét at mærke elementerne mod sin egen krop er ligesom dét at nyde udsigten og roen en uundværlig del af oplevelsen.

Klatrere kan have forskellige favoritdiscipliner og tekniske niveauer, men fælles for alle – tror jeg - er ønsket om at opleve "at alting glider". En psykisk og fysisk oplevelse af at mestre situationen. Selvfølgelig kan jeg opleve frygt, som skal overvindes, hvis jeg vil videre, men jeg klatrer ikke for at opleve det ene "adrenalin-sus" efter det andet. Skulle man udelukkende søge suset, så ville man nok snarere flakke rundt mellem et utal af forskellige såkaldte "vanvidsidrætter".

Frygten kan jeg som klatrer bruge konstruktivt, og derved udvider jeg grænserne for, hvad der er muligt for mig. Det indebærer selvfølgelig en fare for at overvurdere sine evner, så en portion selvkritisk sans er ikke af vejen.

Mange mennesker opfatter "bjergbestigere" som vanvittige, der flygter fra hverdagen ved at udsætte sig selv for (unødige) farer. Vi er vant til, at teknologien tager brodden af de værste farer, så vi ikke selv behøver dygtiggøre os for at mindske faren (tænk blot på bilkørsel). Som klatrer betjener jeg mig selvfølgelig også af teknologiens undere, men det er ingen erstatning for personlig erfaring og kunnen. På den måde føler jeg mig mere direkte ansvarlig for mit eget (og klatremakkerens) liv, og deri består måske en del af klatringens trolddom. Det er den meget intense oplevelse af livet som får mig til at klatre. Formår man at bruge disse oplevelser positivt i sin hverdag, så er der næppe tale om flugt.

Til toppen af siden