Isøkser
Man kan groft opdele økserne i to typer:
Korte klatreøkser (længde på typisk 50 cm):
De korte klatreøkser anvendes til stejl klatring på is. Eksempelvis på frosne vandfald, hvor man ofte har nytte af et bøjet skaft: dels beskytter det knoerne mod overlast under slaget, men det kan også være udformet, så man bedre kan nå ind over buler i isen for at slå. Korte økser anvendes også ved isklatring af mere alpin karakter, f.eks. lange isrender (goulottes) i alperne eller ruter med en blanding af is, sne og klippe. Her vil et mere lige skaft ofte være at foretrække, da man da bedre kan anvende skaftet til sneklatring.
De fleste korte økser er modulopbyggede, således at bladene kan skiftes ud, da de kan blive slidt (de må af og til slibes op), bøje eller knække. Jo hårdere bladet er, desto lettere vil det knække. Gør man bladet blødere, bøjer det til gengæld letter. Derfor fås bladene også i forskellige tykkelser. Til stejl klatring er bananformede (omvendt buede) blade dominerende. Hulblade findes også, mens klassisk buede blade egner sig dårligt til stejl klatring: de sidder godt, men er svære at fjerne.
Økserne kan modsat bladet oftest udstyres med enten hammerhoved (så kan du slå bolte), tværblad (så kan du slå is væk til f.eks. et isanker) eller en kort krog (så kan du bedre vride eller kile øksen fast ved klatring på tør klippe).
Håndslyngen kan have mange udformninger, men størst nytte har man af en bred håndstrop, som ikke generer, hverken når man hænger fra den, eller når man lader øksen dingle fra håndleddet. Så er der heller ingen grund til at fastgøre øksen til selen.
Gletscherøkser (længere end 55 cm):
Disse er oftest med klassisk buet blad, som giver god forankring i isen, og et stort tværblad, som kan bruges til forankring i hård sne (firn) eller rensning af f.eks. groft tilhuggede trin i isen. Man skal være opmærksom på, at helsmedede øksehoveder i solidt stål holder bedst, hvis man skal hugge meget. Skal man fjerne meget is med øksen, så lønner det sig med et knapt så buet blad.
Længden af øksen afhænger til en vis grad af ens højde, da en længere økse er mere behagelig at gå med, nærmest som en stok. Den lange økse giver også god forankring i sne. Men skal man slå, så er det lettest med en kortere økse, og ved sondering af gletscherspalter skal man tit bukke sig alligevel. Derfor ligger gennemsnitslængden omkring de 65 cm.
Der findes letvægtsøkser, hvor styrken i skaft og/eller hoved er mindre. De egner sig til f.eks. skiture eller højdeklatring.

Steigeisen
Her kan man groft tale om helstive eller leddede steigeisen:
De helstive steigeisen rummer bla. modulopbyggede tekniske steigeisen, som typisk har lodrette frontakker, nærmest som et isøkseblad. Modulopbygningen gør, at man kan skifte "sliddelene" ud, ændre fra to til en fronttak eller påsætte en hælspore. Disse jern er mest til stejl klatring på is og klippe.
En anden type er de alpine steigeisen, som har vandrette fronttakker, der bider godt også i fast sne (firn). Vil man kun have ét par steigeisen, så kan disse være løsningen.
De helstive jern kræver oftest en markant sålerand på støvlerne for at kunne påspændes (hurtigspænd bag). Hvis jernene er solide nok, så behøver støvlerne ikke at være helstive. Visse jern kan faktisk ændres fra helstive til leddede.
De leddede steigeisen anvendes typisk til gletscherbrug. Skal de bruges på bløde støvler, så kræver det remme til påspænding, hvilket -alt efter remsystemet- kan hæmme blodcirkulationen og give kolde tæer. Med bløde støvler har man svært ved at benytte fronttakkerne ordentligt, så man kan overveje steigeisen med færre og mindre aggressive takker. Har man derimod stivere støvler med markant sålerand, så kan man med fordel bruge en form for hurtigspænd. Men hvilken form for påspænding man skal vælge afhænger også af støvlens udformning fortil. Forskellige kombinationer af støvler og steigeisen kan nemlig give højst forskellig effektiv længde af fronttakkerne. Der findes også jern, der specielt egner sig til snowboardstøvler. Ligesom der findes letvægtsjern, som henvender sig til skibestigning eller lettere højdeklatring.

Isskruer
Pris og kvalitet følges her ad som så mange andre steder. Til hård og sprød is behøver man de dyreste og bedst forarbejdede isskruer, da de har mindre sprængvirkning i isen og slipper iskernen bedre, når man skruer dem ud. Det er stadig vor opfattelse, at titaniumskruer enten er af for ringe kvalitet til hård vinteris eller uforholdsmæssig dyre. Flere af de bedste skruer fås også med håndtag, som gør dem hurtigere at sætte. Spidsen af skruerne har stor betydning for, hvor lette de er at "starte" i isen. Det kan betale sig at gå spidserne efter med en fil. Skal man kun bruge skruerne i blødere sommeris, så behøver man ikke købe de dyreste skruer.